Autonóme projektet

Autonóme projektet

"Autonóme-projektet" er dedikeret til min far, Ulf Retsloff, og hans enestående tilgang til det kreative univers. Denne kunsttrykserie er udviklet med inspiration fra nogle af hans egne værker.

Engang sagde en person: "At rejse er at leve"... og det er ganske vist. Men for min far var livet i lige så høj grad forbundet med skabelse. Værktøjet og den iboende trang til altid at gøre tingene selv, fulgte ham størstedelen af hans liv... som sømand, håndværker, webudvikler, forfatter, kunstner – og ikke mindst som den passionerede og entusiastiske kreative person, han var...

I august 2023 forlod min far denne verden alt for tidligt. Der er mange ting, jeg ville ønske, jeg kunne fortælle og dele med ham, hvad enten det er hverdagssituationer, præstationer eller måske blot nye idéer. Både min far og jeg delte en dyb passion for kreativitet og det at skabe noget nyt. Gennem forskellige erfaringer, læring og ikke mindst personlige erkendelser, har jeg erkendt den dybe indflydelse, han har haft gennem sit eftermæle. Han efterlod ikke kun et væld af værker, kreationer og arkiverede tanker/projekter - men også en uforløst fortælling; en vision, der ikke må glemmes. Jeg har i hvert fald besluttet at lade hans drømme leve videre, om ikke andet, blot lidt endnu.

Min far nød fordybelsen i alt, hvad han lavede, og elskede at bruge sine hænder - at skabe det rustikke, det rå og det anderledes... hvilket han konstant forsøgte at afspejle i sine kreationer. Igennem årene eksperimenterede han med et væld af forskellige kreative processer, herunder skulpturer og brugskunst, som alle var håndlavede, enkeltstående originaler. Han søgte hverken det "perfekte" eller det kommercielt "korrekte", men ønskede derimod at eksperimentere - at udfordre grænserne for, hvad han "kunne" og "ikke kunne"... i hjertet bar han et brændende ønske om at skabe et visuelt "fedt" og anderledes udtryk, snarere end blot det "normaliserede" og mainstream. Var han anderledes, fordi han prioriterede skabelsesglæde og dialog højere end "cool profit" og store armbevægelser? Måske - han viste blot, at han var et menneske drevet af kreativitet og til tider, hans lidt "norm-autonome" væsen.

Når det kom til nye idéer og læring, fornægtede han aldrig de traditionelle tilgange – han troede på, at igennem vilje og forståelse var der en vej... dog blev hans lidt ukonventionelle karaktertræk ofte en naturlig forlængelse af ham og hans projekter... måske fordi, et eller andet sted, synes han, at det at "lege udenfor" blot var meget sjovere. Alt, hvad han beskæftigede sig med, var baseret på hans egne idéer og filosofier... samt de underliggende budskaber, som han følte behov for at visualisere. Han nød fordybelsen og unikheden i det, han lavede, og var en stor tilhænger af den innovative tankegang. Dette forsøgte han ligeledes at afspejle i sine digitale kunstværker. Jeg kan kun formode, at hans primære kilde til inspiration bag kreationerne var hans livserfaring og ikke mindst hans livsfilosofi.

Alle kreationer i Autonóme-serien er udarbejdet via fotografisk materiale, som digitaliseres, sammensættes, redigeres og manipuleres omhyggeligt i Adobe Photoshop. I slutprocessen farvelægges alle billeder nøje før eksport. Hvert enkelt billede/kreation er håndplukket fra "arkiverne" - værker, som jeg personligt finder interessante at dele og vise frem. Nogle er færdiggjort og bearbejdet af min far - andre er fuldført og afsluttet af mig selv.

I Autonóme-serien finder man hverken fine fornemmelser, pris-snobberi eller profitjagt. Til gengæld finder man præcis det, som min far elskede; Autonóme-projektet er en hyldest til hans kreative arv og udtrykker kærlighed til det rå, unikke og farverige udtryk. Jeg vil lade kreativiteten være i fokus og skaberglæden drive værkerne.

ByRetsloff, som sit eget projekt, står heraf som en manifestation af den uudforskede horisont, som min far aldrig selv nåede at udleve. Som to beslægtede sjæle inden for kunst og kreativitet, stræber jeg efter at lancere nye og originale serier, hvor jeg forener min fars vision med mine egne refleksioner over de mangfoldige aspekter af kreativitetens univers. Autonóme-serien repræsenterer derfor ikke blot begyndelsen på den eventyrlige rejse, vi altid drømte om i fællesskab, når vi indimellem søgte at undslippe virkelighedens lænker, men ligeledes starten på min egen rejse som autodidakt kunstner.

Jeg agter at følge i min fars fodspor... overtage roret og navigere skibet mod nye horisonter - og lade hans minde puste vind i sejlene.

 

/ Benjamin Retsloff - 2024

Tilbage til blog

Ulf Retsloff

"NORM-AUTONOM [ˈnɒˀm ˈɑwtoˈnoˀm]:
At tænke innovativt "ud af boksen" og turde bevæge sig ud over "normen".

"I bund og grund er jeg faktisk glad for at være mere "norm-autonom" end mainstream - ikke fordi jeg fornægter det der kan være "normen"...men fordi jeg et eller andet sted nu engang syntes, at det er meget sjovere at "lege udenfor" (...)".

Autonóme